Lidt om Sis

Single-mom til 14-årig dejlig pige. Det er til tider drønhårdt at være alene om alle udgifter, når man, som jeg, gerne vil give min datter de samme oplevelser som så mange andre. Jeg købte mit hus på det mest latterlige tidspunkt og gav en mindre formue for et gammelt parcelhus. Nød lærer nøgen kvinde at spinde, som der siges, så jeg har i den grad lært at spare der, hvor det er muligt. Det betyder ikke, at vi lever af havregryn hver dag men blot, at jeg forsøger at finde veje til besparelser i det daglige. Du er sikkert også fuld af gode ideer og jeg skal ikke gøre mig klogere end andre, men jeg prøver her at give mine bud på, hvordan jeg gør. For 4 år siden lykkedes det mig at spare op til en 6 uger lang vidunderlig tur til Thailand og nu tager jeg skridtet videre og ser om det kan være muligt at spare op til at tage afsted i et halvt år. Umiddelbart kan det godt virke umuligt for der skal både være råd til rejsen og råd til at dække udgifterne herhjemme imens. Men jeg vil og jeg er sikker på, at jeg kan, så jeg kaster mig ud i det. Følg mig og se om du kan bruge mine tanker til noget. Det håber jeg 🙂