Sådan fuger du lige et badekar

januar 20, 2018 0 Af Sis
Sådan fuger du lige et badekar

Med tandbørsten til hjælp for at få de sidste gamle fuger af

Her er jeg i gang med at kratte af

Før arbejdet går i gang

Lettere sagt end gjort!

“Sådan fuger du lige et badekar” kan man vel sige, men kan man også gøre det? Jeg har gået og kigget på mit badekar i et halvt års tid nu.

De mørke ækle fuger

Set fugerne blive mørkere og mørkere og tænkt: Nu skal det være! Men jeg har været mega nervøs for at gå i gang med det. Det der med fuger er jo også noget, hvor vand er involveret. Det lyder farligt. Tænk, hvis det går galt? Så jeg har kigget og tænkt. Det kommer man ikke rigtig videre af. Jeg har også forhørt mig hos venner og har fået mange advarsler om, hvor galt det kan gå. Det gør det heller ikke lettere. Problemet med sådan nogle fuger er jo desværre, at de ikke stopper med at blive mørkere, blot fordi jeg tænker. Så for mig blev det i lang tid ikke til længere end tanken…

 

Hvad så med en fagmand?

Jeg kunne naturligvis have kontaktet en dygtig murer og han/hun kunne have lavet det på ingen tid. Helt sikkert også lavet et flot stykke arbejde. Men det hænger jo ikke helt sammen med, at vi gør alt, hvad vi kan for at spare penge sammen til Thailand. Så kan man ikke “bare” vælge sådan nogle nemme løsninger. Dog var jeg lige ved at gøre det i denne situation, for det skræmte mig en del at lave det selv. Heldigvis er der rigtig mange fagmænd, der er noget så søde at lægge videoer ud om, hvordan man gør. Helt almindelige mænd og kvinder lægger også tips og tricks ud. Dog er det som så meget andet end jungle og jeg har lært, at jeg ikke skal nøjes med at se en video. Jeg så f.eks. en video, hvor en mand b

Her er de gamle fuger skrabet af

rugte WD40 til at løsne den gamle fuge. Smart; tænkte jeg. Lige indtil jeg så en anden video, hvor jeg så, at det var en dårlig ide med WD40, fordi den nye fuge har svært ved at sidde fast bagefter. Så blev jeg så meget klogere. Ved at se en hel masse videoer fandt jeg ud af, at jeg skulle bruge noget til at løsne fugerne, malertape, en skarp kniv, en god silicone, en fugepistol og opvaskemiddel. Vel udstyret med den liste kørte jeg til mit lokale byggemarked, men de havde ikke noget smart udstyr til at løsne fugerne, så jeg nøjedes med at købe en ny stanleykniv. Silicone, tape og opvaskemiddel havde jeg hjemme og fugepistol lånte jeg af min dejlige nabo.

 

 

Her er fugerne skrabet af og klar til ny silicone

Sådan gjorde jeg!

Jeg er totalt novice og derfor siger jeg ikke, at du skal gøre som mig, men jeg gjorde mit bedste. Jeg startede med at få alt det gamle silicone væk ved at bruge stanleykniven. Jeg passede naturligvis på med at skære i mit badekar/fliser. For at få alt det grimme sorte væk og også de usynlige bakterier, gik jeg i gang med en tandbørste og hvid eddike. Jeg fandt ud af at hvid eddike er det miljørigtige alternativ til alt muligt “giftigt crap”.  Det tog cirka en time at få det hele af og det var lidt af et arbejde.

Ny fuge

 

Så sørgede jeg for, at det hele var tørt. Så satte jeg tape op. Det så så let ud på videoerne, men det var det altså ikke. Det lykkedes dog. Så var det i gang med at fuge. Det var naturligvis det jeg mest havde frygtet. Jeg troede, at jeg kunne fuge lidt og så holde pause, men det løber jo i en lind strøm ud af bøtten, så det var bare at fortsætte. Det var ganske stressende og gjorde nok også, at der blev hoppet lidt med fugen enkelte steder. Det var også der jeg lærte, at jeg skulle vende bøtten opad med noget toiletpapir, når jeg ikke skulle bruge mere. Så var det i gang med opvaskemiddel på fingrene og glatte fugen.

Den nye fuge

Det er jo fordelen ved at arbejde omkring et badekar. Det gjorde intet, når jeg spildte lidt. Overskydende silicone tørrede jeg af i toiletpapir og smed ud. Det skal lige siges, at siliconen lugter kraftigt, så det er nok smartere at lave sådan noget, hvor vejret er bedre. For så kan der luftes ud uden pingvinerne flytter ind. Lige bagefter skal tapen så tages af. Siliconen skal ikke nå at tørre. Jeg havde ikke mod på at fuge omkring blandingsbatteriet samme dag, så det gjorde jeg dagen efter. Det var jo egentlig blot en gentagelse af processen.

Den nye fuge

 

 

Blev det godt?

Stadig vil jeg holde på, at det er lettere sagt end gjort, men jeg var hamrende stolt, da jeg var færdig. Stolt over at have klaret det selv og have klaret en udfordring, som jeg har frygtet så længe. Jeg lavede det om aftenen og var spændt på at se det i dagslys. Men selv i dagslys var jeg tilfreds. Jeg kan naturligvis godt se alle de fejl, der er, men det virker og det er vigtigst. Nu har jeg sparet os for cirka 1500 kroner. Jeg brugte naturligvis 15 kroner på en kniv. Så alt i alt er der igen penge til “Thailands-bøtten”. Det er jeg ganske godt tilfreds med! Kender du ikke til vores mål med at komme til Thailand i 2019, så kan du læse mere om det her Thailand 2019. Hvis du en dag får lyst til at kaste dig ud i samme projekt eller noget lignende, så er her et stort “Held og lykke”. Du kan så meget mere end du selv tror <3.