Sådan laver du nemme falafler!

Falafler….

Jeg har altid syntes, at falafler http://levmereformindre.dk/?p=304&preview=truelød så eksotisk. Og når noget er eksotisk, så ved vi godt, at det er svært at lave 😉. Jeg har smagt mange forskellige varianter af falaffel, men det er først nu jeg selv har fundet en variant, jeg er glad for. Faktisk er det slet ikke så svært at lave falafler, som jeg har gået og forestillet mig. Tørrede kikærter koster ikke det store, så falafler er en god billig spise, som de fleste kan lide.

Men skal de koges?

Det, der gjorde forskellen for mig, var at erfare, at kikærterne ikke skal koges først! Kikærterne skal udblødes, men ikke koges. De bliver jo efterfølende stegt/bagt, så der er ingen risiko for at spise rå kikærter. Der findes et væld af opskrifter på nettet og diskussioner om, hvorvidt kikærterne skal koges. Jeg kan blot sige, at for mig fungerer “farsen” bedst med ikke-kogte kikærter.

Udblødning?

Det er såre simpelt. Tag en portion tørre kikærter, hæld dem i en skål og hæld vand over. Sæt det på køkkenbordet til dagen efter. Fordelen ved at lade det stå på køkkenbordet er, at du kan se om der mangler vand. Kikærterne skal hele tiden være dækket af vand. De skal suge alt det vand, de kan. Dagen efter har du fine kikærter til at lave lækre falafler. Du kan naturligvis også blive inspireret til at bruge halvdelen til humus. Når du skal til at bruge dine kikærter, så hælder du blot vandet fra og skyller kikærterne en enkelt gang i frisk vand. Så er de klar. Nemt, ikk?

Hvilken opskrift skal man snuppe?

Som nævnt findes der et væld af varianter. Det er blot at finde sin egen favorit. Jeg kan bedst lide, at der er persille i mine falafler. Det giver dem en grønlig farve, hvilket jeg synes er pænt og så giver det en god smag. Hvidløg kommer jeg heller ikke udenom. Det smager godt og er dejlig sundt. Disse falafler er lavet af kikærter, hvidløg, persille, salt og peber. Jeg har persille i haven og tog en lille håndfuld. Jeg ville gerne have haft mere persille, men der var ikke mere i haven. Kikærter, to hele hvidløg og persillen puttede jeg i en blender og gav det en tur. Hvis det bliver for tørt, så tilsæt lidt vand, men ikke for meget. Farsen må ikke blive for våd. Dernæst salt og peber. Så er det bare i gang med at forme små “frikadeller”. Man kan enten smøre falaflerne med olie og stille dem på en bageplade og bage dem i ovnen – det er nok den sundeste udgave. Eller stege dem på panden i olie. Vær beredt på, at de suger en del olie.

Så er madpakken klaret

Falaflerne kan også sagtens spises kolde. Jeg laver som regel en god portion og stiller det i køleskabet for så har jeg til ugens madpakke. De smager nu også godt som en snack når man bliver sulten om eftermiddagen. Falaflerne kan spises på rugbrød eller som tilbehør til en salat. Eller put dem i en wrap sammen med noget grønt og en god dressing. Mums.

Har du en lækker opskrift på falafler, så skriv den endelig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *