Sådan lever du det simple liv

september 6, 2018 0 Af Sis

Det simple liv?

Jeg har nok ikke helt knækket koden endnu, men jeg prøver! I, der har fulgt med fra start, ved, at vi har forsøgt og afprøvet mange forskellige ting for at få en billigere hverdag. Vi har f.eks. sparet voldsomt ned på madudgifterne ved at lave mad af rester. Det kan du eventuelt læse om her Spar på madbudgettet. Planen har været at spare op til at tage ud på en længere rejse. I første omgang planlagde vi at tage til Thailand. Men hov, så tog det hele en drejning. Huset blev gjort salgsklar, sat til salg, solgt og vi er rykket i en lejlighed på en gård.

Er I klar over, hvor mange ting man får samlet sammen når man har hus, have og skur!?! Hvor er jeg glad for, at jeg aldrig rigtig er begyndt at fylde mange ting på loftet. Noget stod der dog. Holy moly! Jeg har smidt ud i stakkevis, sendt masser til genbrug, solgt og i det hele taget bare ryddet ud og ryddet op! Jeg vi tro, at jeg har halveret mit indbo.

Som inspiration og støtte har jeg læst om andre menneskers vej til “det simple liv”. Jeg er ikke helt så langt som de sejeste, men jeg er på vej. Både psykisk og fysisk.

Processen

“Rom blev ikke bygget på en dag” er simpelthen så sigende! Det er let nok at frasortere en masse materielle ting fra sit liv. Det svære er at lade være med at genanskaffe tingene samt vænne sig til kun at have “lidt”. Lidt i gåseøjne, for jeg har jo stadig en masse!

Flere gange dagligt drømmer jeg mig tilbage til huset og alle de ting jeg, der havde, selvom jeg ved, at det ikke er vejen frem længere. Ikke når jeg på sigt vil “det simple liv”. For eksempel opleves det pludselig som en luksus at have egen vaskemaskine, hvilket jeg nu ikke længere har. Samtidig glæder jeg mig over, at jeg ikke har det. Komplekst? Også i den grad 🙂 I bund og grund er jeg overbevist om, at det er en proces jeg skal i gang med og det er nødt til at være sådan. Det kan ikke bare ske fra dag til dag, hvis hovedet skal følge med.

Fordelene

Man kan spørge sig selv (det har jeg gjort mange gange), hvorfor overhovedet kaste sig ud i “det simple liv”? Det gør jeg jo, fordi jeg vil noget andet og mere end det forudsigelige hverdagsliv. Jeg vil skabe mulighed for, at Frida og jeg kan rejse ud i verden uden at skulle tænke på forpligtelser hjemme. Samtidig kan jeg ikke se nogle grunde til, at jeg skal have 30 dybe tallerkener stående i mit skab (ja, det havde jeg!). Det har givet så meget på energi-kontoen at skille mig af med ting! Det er mærkeligt, men det er faktisk sådan, det virker. Det føles enormt befriende pludselig kun at have få ting. Men om jeg nogen sinde kun når til at have, hvad der kan være i en kuffert, ved jeg endnu ikke. Det er lidt mit mål :).

Vores dyr

En ting er materielle ting en anden er vores dyr! Vi har fire høns og tre katte. De er faktisk lige nu min største udfordring. Hønsene skal nok klare sig uden os, men kattene? Lige nu bor de hos os, men hvad med når vi vil rejse ud? Kan jeg “leje” dem ud til nogle? Kan man sætte sine dyr i pasning et års tid? Kan man forære sine sære katte væk? Damn, det er lige nu det, jeg bryder mit hoved mest med. Vi elsker jo dyr, så det giver hjertesorg at tænke på det. Gode råd og idéer modtages med kyshånd! På trods af min kærlighed til dyr og især vores “sære” tre katte, så skal de ikke holde mig tilbage fra at rejse ud.

Har du selv “kappet tøjlerne” og draget ud i verden, så fortæl endelig om det! Jeg vil så gerne suge til mig af andres erfaringer 🙂